Arbejdsgrundlag og intensioner 2016-21

Arbejdsgrundlag og intentioner for
Mandskoret Sønderborg 2016 – 2021

1. udgave – marts 2016

Indledning:
Formålet med dette arbejdsgrundlag er primært et forsøg på at sikre Mandskoret Sønderborg en kontinuerlig tilgang af nye medlemmer, således at den naturlige udmelding af nuværende kormedlemmer opvejes af en tilsvarende tilgang af nye.
Hvis Mandskoret Sønderborg skal eksistere i fremtiden er det nødvendigt, at vi fremover er aktive omkring hvervning af nye medlemmer, samt at vi bevidst forsøger at sænke gennemsnitsalderen ved målrettet at gå efter den yngre generation. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke fremover kan optages ældre personer i koret. Tværtimod. Det er blot ikke dem, vi målrettet vil gå efter.
I den forbindelse er det nødvendigt, at vi betragter vores indsats i koret med kritiske øjne og gør det til noget attraktivt at være medlem. Vi skal samtidigt sikre, at vi har dækning for økonomien i de tiltag, der gøres. Det er blandt andet disse ting, der fastlægges i dette arbejdsgrundlag.

Hovedpunkterne:
For at gøre koret mere attraktivt for de nuværende medlemmer og give flere nye lyst til at blive medlem vil vi fremover arbejde efter følgende hovedpunkter:
1. gøre koret mere kendt og anerkendt
2. afholde gode sociale arrangementer
3. gøre en målrettet indsats for at tiltrække nye medlemmer


1/ Hvordan gør vi koret mere kendt og anerkendt?
Kendt:
Vi skal vise os noget mere offentligt og levere ”et godt stykke arbejde”, når vi er på, samt synge et repertoire, der lyder godt, og som publikum gerne vil høre. Et arrangement med Mandskoret Sønderborg må også gerne være lidt mere afvekslende end ”kun” et kor, der synger.

Vore faste traditioner som Forårskoncerten, Cathrinesminde Teglværk, Christianskirken og korets julefest skal bibeholdes. De tre sidstnævnte skal dog opreklameres bedre, så vi tiltrækker et større publikum. Herudover skal der laves 2 – 4 offentlige arrangementer om året, alt efter hvilke muligheder der byder sig.

Et par strøtanker (ideer) omkring dette kunne for eksempel være at:

• Foreslå Per Nielsen, at vi synger et par julesalmer ved hans næste julekoncert på Alsion.
• Tilbyde Leif Maibom, at vi synger et par sange ved revypremieren, mens folk er samlet til velkomstdrinken.
• Have en stand og evt. give et par numre i forbindelse med kulturnatten eller andre arrangementer i området
• Være med i En Søndag På Als
• Selv arrangere et par optrædener for eksempel en sommersøndag på havnekajen, en lørdag på rådhustorvet.
• Deltage i markedsdagene.
• Udvide vores juleoptræden i Christianskirken til også at omfatte andre kirker på Als og Sundeved.
• Drage uden for Sønderborg og deltage i festligheder og arrangementer i både Gråsten, Broager og på hele Als.
• Lave sammenkomster med underholdning både i Sønderborg og ude i landet med andre mandskor, blandede kor eller orkestre.

Det er i den forbindelse vigtigt, at alle korets medlemmer er opmærksomme på, hvad der sker i området, så vi hele tiden kan være på forkant med aktiviteterne.

Anerkendt:
Det korfaglige niveau skal være i top. Valget af repertoire, træning før koncerter og fastholdelse af mødedisciplin er en forudsætning herfor.


Arbejdsgrundlag:

På generalforsamlingen vælges hvert år et idéudvalg på 2 medlemmer plus 1 medlem udpeget af bestyrelsen, som inden udgangen af oktober måned fremlægger en plan for bestyrelsen med det kommende års forslag til aktiviteter og repertoire. Repertoirevalget vil i høj grad hænge sammen med aktivitetsplanen for det kommende år, idet repertoiret skal passe til de fastlagte arrangementer. Herefter udarbejder bestyrelsen inden medio november en markedsførings- og budgetplan med henblik på at fastlægge økonomien og søge fondsmidler m.v. til de enkelte arrangementer. Aktivitetsplanen indeholder også en oversigt over det kommende års sociale arrangementer.


2/ Hvordan gør vi det mere attraktivt og udfordrende at være
medlem af Mandskoret Sønderborg?
Vores sociale arrangementer som skydning, sankthansfest og sommerafslutning bibeholdes, og der kan efter behov udvides med flere arrangementer, hvis der viser sig nye muligheder inden for de økonomiske rammer. Det er også intensionen at afholde en fælles korrejse hvert 3. år. En korrejse kan eventuelt også være at besøge et andet nordisk eller nationalt kor.
Det er vigtigt, at alle korets medlemmer er aktive omkring idéer og forslag til, hvordan vi kan udvikle det sociale samvær.
2a/ Ekstra udfordringer
Det at synge i mandskor er en fritidsaktivitet på lige fod med så mange andre gøremål. Der er stor forskel på den indsats og entusiasme, som de enkelte medlemmer ønsker at lægge for dagen. Det gælder både med hensyn til øveaftener og arrangementer. Når vi skal ud og gøre koret mere anerkendt, kræver det, at vi hele tiden er ”oppe på dupperne” og præsterer vort ypperste. Der skal åbnes mulighed for, at en del af koret med bestyrelsen godkendelse tilmelder sig et arrangement, som kræver ekstra øvetid, og at denne del så repræsenterer koret ved det pågældende arrangement.
Den største udfordring for dette projekt vil dog være økonomien og forudsætter at bestyrelsen kan finde finansiering i form af fonde eller andet.

Intention:
Bestyrelsen arbejder videre på såvel de praktiske som de økonomiske muligheder for denne udvidelse af aktiviteterne.

 

3/ Indsats for at tiltrække nye medlemmer!
Uanset hvor kendt og anerkendt vi gør Mandskoret Sønderborg, skal vi ikke forvente, at nye medlemmer kommer strømmende af sig selv. Så snart vi har hovedingredienserne i dette arbejdsgrundlag på plads, skal vi aktivt ud og fortælle om mulighederne. Dette gøres i forskellige tempi ved, at vi for eksempel:
• Udarbejder informationsmateriale om hvem vi er, hvad vi laver, og hvad vi kan tilbyde nye medlemmer.
• Opsøger den ønskede målgruppe ved at besøge organisationer af yngre mænd som Round Table og lignende for at give et par numre og evt. fortælle lidt om os selv, og det vi kan tilbyde.
• Laver aftaler med større virksomheder om at synge i deres kantiner og fortælle de mandlige medarbejdere om koret.
• Deltager med en stand og oplysningsmateriale ved forskellige arrangementer.
• Holder ”åbent hus” arrangementer på øveaftener, hvor interesserede uforpligtende kan komme og høre på eller deltage.
• Er aktive i pressen.

Arbejdsgrundlag:
Bestyrelsen udarbejder ved årets udgang en plan for det kommende års aktiviteter omkring hvervning af nye medlemmer. Denne plan medtages i årsplanen, men den kan dog løbende reguleres og tilpasses alt afhængig af den aktuelle medlemssituation.

Tilpasning og revidering:
Da tingene hele tiden er i udvikling og ændres, er det vigtigt, at dette arbejdsgrundlag og intentionerne løbende holdes ajour med hensyn til eventuelle nye tiltag, ligesom det er vigtigt, at det med jævne mellemrum – f.eks. hvert 5. år – tages op til en gennemgribende revision.
Det er bestyrelsens ansvar, at arbejdsgrundlaget efterkommes og vedligeholdes, men det er lige så vigtigt, at de enkelte medlemmer bakker op om det og er aktive med hensyn til forslag og opfølgning.

 

Arbejdsgrundlag:
Hvert år op til den årlige generalforsamling vurderer bestyrelsen, om der skal foretages ændringer og opdateringer af det aktuelle arbejdsgrundlag. Minimum hvert 5. år tages hele grundlaget op til revision. Som en del af formandens beretning på den årlige generalforsamling orienteres medlemmerne herefter om de ændringer og ajourføringer, der er foretaget.
Forslag fra medlemmerne sendes på mail til et bestyrelsesmedlem, hvorefter de vil blive behandlet på bestyrelsens næste møde omkring opdatering af arbejdsgrundlaget.